Dette er den digitale Turen går til Dansk Vestindien (Politikens Forlag). Gratis. Men støt gerne forfatteren med fx 20 kr. Mobilepay: 20216673.
Charlotte Amalie
Skibe så store som små provinsbyer fylder verdens smukkeste, naturlige havn. Myldretid fra morgen til afgang. Ladet med Guld. Diamanter. Kameraer. Handlet i de gamle danske pakhuse. En sort mand jonglerer med kegler og råber Rodgrod mi floode. Han genkender straks en dansker. Han har selv været i Odense (se kort nedenfor)
Se slideshow fra Charlotte Amalie nederst
Af Kenneth Bo Jørgensen
Det har altid drejet sig om handel og mennesker i Charlotte Amalie. Først handel med mennesker, afrikanere. Siden handel med eksotiske varer. Nu er det handel med luksusvarer.
De gamle pakhuse fra 1700-tallet går lange og lige fra hovedgaden til havnefronten i smalle stræder med navne som General Gade, Brand Stræde, Strand Gade og Gotters Gade. Før var de pakket med sukkertønder, træ, krydderier og tobak – klar til første skib mod Danmark. Pakhusene er stadig proppet, nu med guld, sølv, diamanter, ure, elektronik, sprut og røg. De er blevet til shoppingarkader. Med trængsel og alarm året rundt. Kunderne kommer fra krydstogtskibe, som alle kan anløbe i den dybe havn. Op til otte skibe kan ligge i havn samtidigt, og da de har tusinder af passagerer, bliver byen hver morgen fyldt med mange gange sit eget indbyggertal. Dronningens Gade lukkes af for biler, endags-turisterne fylder den ud, og der er livligt som en lørdag på Strøget. Et festligt leben med gademusikanter, sælgere med blink i øjet, og guider skal have sidste plads fyldt på en rundtur. Sidst på eftermiddagen begynder chaufførerne på de åbne busser at råbe: Back Ship, Back Ship, og med tunge indkøbsposer køres gæsterne til skibene. Der falder ro over byen. Gaderne tilhører nu de lokale og turisterne fra hotellerne. Restauranterne tager så imod i et mere caribisk tempo, steelpans dunker blidt, den sidste larm er fra vandflyveren, der med et drøn plasker hen over bugten på sin aftentur til St. Croix.
Charlotte Amalie er hovedstad for US Virgin Islands, og i villaen Cathrineberg, som man kan se fra alle kanter af byen – højt oppe på Denmark Hill, har guvernøren sin officielle residens. Som disse navne antyder, er danskernes tid ikke gået sporløst hen: Det klassiske Fort Christian, det røde skilderhus i Kongens Gade, de 99 trin af danske mursten. Eller se på afskærmninger, der skal skåne hushjørnerne, det er gamle danske kanonrør med kongeligt monogram. En byvandring er en historiebog.
Byen er formet efter det vulkankrater, den ligger på - hvor den ene side er sunket i havet. Tilbage står den anden stejle side som et amfiteater med havnen som scene. Op ad klippevæggene er hvide huse med røde tage forbundet af et trappesystem på kryds og tværs, så man kan komme fra havnen til boligerne. Jo højere oppe man bor, jo finere, for jo mere lufter det. Danskerne delte byen i tre kvarterer: Kongens, Dronningens og Kronprinsens. Det hedder de stadig. Kongens Kvarter strækker sig i øst fra Bluebeard´s Hill til Commandant Gade. Dronningens Kvarter er den midterste del af byen med alle handelsgaderne, og Kronprinsen Kvarter er den vestlige, mindre fashionable del.
Historie
Oprindelige hed byen Taphus, fordi den primært bestod af værtshuse. Den var stamværtshus for de værste pirater i Caribien (se Historie). Det pyntede lidt på imaget, at den i 1685 blev opkaldt efter Chr. 5s dronning, Charlotte Amalie. Senere blev byen en af Amerikas vigtigste handelsbyer, og i 1830 var den Danmarks største provinsby med 11.000 indbyggere. Den tiltrak mange, fordi man her nød religionsfrihed. Store brande har betydet, at der kun er lidt tilbage fra den ældste tid. I perioden 1804-32 ødelagde seks store brande 2/3 af byen. Derefter gennemførte man et byggeregulativ, så husene skulle bygges af sten i en vis afstand til hinanden. Danskerne byggede meget, men de øvrige folkeslag har også sat deres præg.
Seværdigheder:
Fort Christian
Den blodrøde fæstning med klokketårn er den ældste bygning fra den danske fortid, og det betragtes som kronjuvelen af alle fortidsminder på øerne. Når det ellers har åbent - det har været lykket i årevis på grund af restaurering - rummer et kulturhistorisk museum om kolonitiden. Inden for er en rummelig gård omringet af de fire bastioner med udsigt over havnen. I bastionernes rum er udstillingerne. Begynd fra højre efter indgangen ad hovedporten og se efterladte danske genstande: et barberspejl med Dannebrog, en himmelseng af mahogni og et dansk lokum, der er en guvernør værdig, for det var hans. Og se fangehullet, hvor guvernør-skurken Esmit sad indespærret. På gårdspladsen er der en sukkerkværn, der blev drevet af heste eller okser.
Fortet er opkaldt efter Chr. 5 og bygget fra 1672, ledet af den utrættelige guvernør Dyppel. Oprindeligt var der i midten af gården et højt tårn, hvorfra man kunne holde udkik efter pirater og oprørske slaver. Fortet var i de tidlige år både guvernørbolig, fængsel og auktionsplads for slaver, men også kirke. Dyppel anså kirkegang for så vigtig, at man skulle betale 25 pund tobak i bøde, hvis man skulkede. Både den første reformerte og den første lutheranske kirke på øerne er grundlagt her.
I krisetider skulle alle øens hvide indbyggere overnatte på fortet. To kanonskud var signal om, at alle skulle indfinde sig på borgen, medbringende husdyr, og så blev porten låst til næste morgen. I en snæver vending kunne man huse 500 overnattende gæster, og netop denne tætte overnatningsform slog formentlig flere ihjel, end piraterne ville have gjort. Slaverne fik lov at sove lige uden for porten, så de slap for sygdomme.
Slaveauktioner blev flyttet til markedspladsen, men slaverne kunne hurtigt komme tilbage til fortet, hvis de overtrådte reglerne. Til uhumske huller i kælderen, som man nu kan besøge. Klokketårnet kom på i 1784, det ringede ved vagtskifte kl. 11.30, og så vidste kvinderne på øen, at de godt kunne begynde at lave frokost. Guvernøren var fortets chef, han havde rang af søkaptajn, i velmagtsdagene havde fortet 46 soldater. Efter salget til USA blev fortet politistation og fængsel, og fangehullerne var i brug helt op til 1982.
En stor restaurering er sket i tæt samarbejde med mange danske håndværkere, der er spurgt til råds eller brugt for at gøre det hele efter gamle, danske håndværkertraditioner.
Emancipationspark
Parken er perfekt til et lunch-break. Køb et måltid fra madvognen. Stig op på trinbrættet og bestil. Det bliver hældt op med en slev på en plastikbakke, men det smager fortrinligt. Og så har man fra sin bænk udsigt over fort, havn og folkeliv – trygt overvåget af Kong Chr. 9. (1863-1906), der ser majestætisk ud over parken. Han var den første konge, der forsøgte at sælge øerne, så han er den mest malplacerede regent at placere på så fin en plads. Og der var ikke mange tårer, der faldt, da orkanen Marilyn i 1995 pustede så meget til Christian, at han røg af piedestalen, men nu sidder han der altså igen. Hans søn, Prins Valdemar, var det første medlem af kongehuset, der besøgte øerne. Det skete i 1887.
Tidligere kom borgerskabet i parken om søndagen for at svale sig i pokkenholt-træernes skygge og lytte til koncerter fra danske militærorkestre. Pavillonen bruges stadig til koncerter, og den bruges stadig til officielle åbninger. I denne park fik man i 1848 besked om, at Peter von Scholten havde frigivet slaverne efter oprør på St. Croix. Derfor er der rejst statuen »Freedom« i 1998 i anledning af 150-året for slavernes frigivelse. Motivet er en slave, der blæser til oprør i en konkylie – en tutu. Her er også en kopi af den amerikanske Liberty Bell, der proklamerede USA's løsrivelse fra England, en gave fra Frankrig.
Langs parken ligger en stribe bygninger fra kolonitiden, Grand Galleria med forretninger og et galleri. I parken op til fortet ligger Vendor´s Plaza – ud til Dronningens gade. Under pokkenholt-træerne er der boder hver dag med T-shirts, kunsthåndværk, musik og den slags.
Posthuset
Emancipation Gardens Station hedder posthuset, der er udsmykket med to store malerier med motiver fra øernes historie af Stevan Dohanos (1941). Man kan kigge ind og se dem, uanset om posthuset har åbent. På pladsen foran posthuset er der statuer af helte fra øernes historie. Pladsen fyldes ofte op med steelpanbands, der underholder på travle dage.
Toldbod
Bygningen med smykkeforretningen Little Switzerland var den toldbod, som blandt andre Peter von Scholten var chef for. Uden for er der taxaholdeplads. Sidste bygning i rækken er informationskontor.
Legislature Building
På en lille tange i havnen opførte man i 1874 denne smukke bygning som kaserne for de danske soldater. I italiensk renæssancestil, pistaciegrøn med hvide skodder. Bygningen var også kaserne for amerikanske marinesoldater, i dag huser den øernes senat. På pladsen foran blev Dannebrog strøget for sidste gang i 1917, mens det danske krigsskib Valkyrien lå ude i havnen og saluterede. Soldater fra Danmark og USA stod opmarcheret foran bygningen. På malerier og i guider man høre, at Dannebrog blev taget ned på det sted, hvor der i dag står et springvand. Men flagstangen stod faktisk længere nede ved vandet. Ceremonien er gentaget siden på jubilæumsdage, og den ventes gentaget i 2017 på 100 årsdagen.
Bethania, Norre Gade.
Det første store hus på Nørregade kaldes Bethania. Det er Frederikskirkens menighedshus og bruges til den lutherske menigheds arrangementer. Det blev bygget i 1806 og var indtil 1827 hjem for den rige danske købmand, Jacob Lind. Hans søn Edward blev senere gift med Susan Morse, datter af telegrafens opfinder, Samuel Morse. En oplysning man næppe kan leve uden. Det har både været alderdomshjem og posthus, indtil kirken overtog det.
Frederikskirken Norre Gade.
En majestætisk stentrappe fører op til kirken, der huser den næstældste lutheranske menighed i Amerika. Kom forbi en søndag og mærk bruset, når alle synger med, det kan høres helt ned til fortet. Og bliv, selv om alle begynder at hilse og kramme. Det er ikke tegn på farvel, men en del af gudstjenesten.
Menigheden blev grundlagt på Fort Christian i 1666, men kirken blev først bygget i 1789, finansieret af et lån fra en frineger. Tårnet er fra 1871. Kirken havde én dansk præst, men to menigheder, en hvid og en sort, og der var to gudstjenester, en på dansk og en på kreolsk. Indvendig ser man danske gravsten i mure og gulve. Kun guvernører og præster måtte begraves her, men dem blev der mange af, for de døde så hurtigt. Af ærgrelse over Caribiens skørlevned, sagde man. Flere gange måtte gulvene graves op, så man kunne ommøblere kisterne og give plads til flere. Skibet i kirken er en kopi af skoleskibet Danmark, skænket ved en mindegudstjeneste i 1992 i anledning af 75-året for salget af øerne. Et andet af kirkens klenodier er en sølv-alterkalk fra 1500-tallet. Ved indgangen kan man i gæstebogen se, at dronning Margrethe II var på besøg i 1976.
Læs mere detaljeret om kirken på www.dkconsulateusvi.com
Ad Nørregade ligger der flere bygninger med kolonipræg. Den lille park er opkaldt efter Præsident Franklin D. Roosevelt. Før hed den Kokusparken. Videre ad Nørregade kommer Memorial Moravian Church i nr. 17. Kirken blev opført med frivillig arbejdskraft og indviet i 1884, da Brødremenigheden havde været på øen i 150 år. Den er tegnet af den danske arkitekt Carl Berg, men både klokketårn og orgel er gaver fra Tyskland.
Kongens Gade
Her holdt danske embedsmænd og storkøbmænd til i den senere del af kolonitiden, for her var luft og udsigt over byen. Stadig er det et område, hvor velhavere og magten holder til. Den første bygning på højre hånd i Kongens Gade fra øst (nr. 18) er viceguvernørens residens, og det bliver finere endnu. Men gå først ned ad den lille smøge mod Seven Arches. Smøgen er en del af det gade-system, der blev etableret til slaverne, så de kunne færdes i byen uden at benytte hovedgader mere end højst nødvendigt.
Seven Arches Museum, Knud Hansen Alley, åbner ved henvendelser på tlf. 774-9295.
Et smukt to-etages byhus fra 1700-tallet. Husets kendetegn er de syv gule arkader, der støtter den gæstfri trappe. Mange antikke møbler er udstillet, og fra balkonen er der udsigt over havnen. Huset blev købt i 1986 af et kunstnerpar fra New York, der brugte syv år på at restaurere det, nu bor de der selv. Samtidig forskede de i husets ejere med hjælp fra Rigsarkivet i København. Det viste sig, at huset blev grundlagt i 1600-tallet, og at det i lange perioder var ejet af fri-negere. Man er velkommen til at kigge på ejerens kunstværker, som sælges bag det gamle køkken. Næste nabo er Moron House fra 1800-tallet, men genboen er:
Government House, Kongens Gade, som regel kun adgang i forbindelse med guidede ture.
Den hvide villa i italiensk renæssance med overpyntet støbejernsveranda blev bygget til den danske generalguvernør, da Charlotte Amalie blev hovedstad. Da amerikanerne købte øerne, fortsatte det som kontor og bolig for den amerikanske guvernør. Nu er det kun kontor guvernøren, for privat residerer han på Cathrineberg. Uden for vogter et velholdt dansk skilderhus, en gave fra Dansk Vestindisk Selskab – og en velpudset dansk kanon. Går man op ad den røde løber, kan man spørge vagten, om man må kigge inden for. Det hjælper at tale med tydelig dansk accent. Er man på en guidet byvandring, er chancerne størst, fordi guiderne kender vagterne. Under alle omstændigheder får man kun lov at se foyeren, men det er umagen værd. Her er der tre vægmalerier af kunstneren Pepino Mangravatti. Det ene forestiller Columbus, der ankommer på St. Croix. Det store i midten er en kunstnerisk fortolkning af Transfer Day, 31. marts 1917, og endelig er der en romantisk scene fra dagliglivet i kolonierne. Det kunne være interessant at se, hvad der er bag malerierne. For de er malet oven på gamle danske malerier, bl.a. et af Mor Danmark. På væggen hænger tavler over danske og amerikanske guvernører. Og på den modsatte væg er der et lille stik af dronning Charlotte Amalie. De dokumenter, der overdrog øerne til USA, blev underskrevet på 1. sal i 1917. I det værelse hænger to malerier af den dansk-franske impressionist Camille Pissaro. Det bliver ofte debatteret, hvorfor så vigtige værker holdes hemmelige for borgerne.
I Kongens Gade 23 har Frederikskirkens præst sin embedsbolig. Huset er fra 1725 og et af øens ældste. Boligen i nr. 24-25 er bygget i 1844 og tilhørte direktøren for den dansk-vestindiske bank, i dag er det advokatkontor.
De 99 trin
Masser af trapper løber op og ned ad bjergsiden, men den mest berømte er De 99 trin. Trapperne blev bygget med danske mursten, som skibene havde med som ballast, for det var kun ca. hvert tiende skib fra Danmark, der havde været forbi Afrika efter afrikanere. Resten kom tomme for at hente caribiske herligheder, og de måtte have lasten fyldt med mursten for at ligge stabilt i søen. De 99 trin har egentlig 103 trin fra Kongensgade op til Blackbeard’s Castle. Der er flere steder på vej op, hvor man kan tage en puster og kikke ud over havnen.
Hotel 1829 Kongens Gade 30
Det statelige byhus blev opført i 1829 til købmand Alexander Lavalette. Det er hans initialer, man ser i smedejernet på balkonen. I 1900 blev det hotel, og værelserne har man bevaret næsten, som de så ud dengang. Små og mørke, og dermed også svale i varmen. Restauranten regnes for et af de bedste spisesteder på øen, ikke mindst på grund af den flotte udsigt, som i sig selv er en nydelse.
Haagensens Hus bag Hotel 1829 åben 9-16, entré tlf. 774-5541.
Her boede den danske bankier og entreprenør Hans Haagensen, der kom til St. Thomas som dreng. I 1837 giftede han sig med Sarah Magens - en anden kendt dansk/hollandsk familie - og flyttede ind i dette pragthjem, opført i 1822 af vulkansten. Fornylig restaureret og indrettet med lokale antikviteter. Alt er ikke oprindeligt fra dette hus, men er skaffet fra andre hjem fra samme periode. Ejeren, miss Schulterbrandt, kan føre sin slægt tilbage til slaverne i 1700-tallet. Hun ejer huset, driver museet og giver selv rundvisninger. I stuen er udstillet tryksager, kort fra øens historie og kunsthåndværk, men nyd også udsigten over havnen fra den brede veranda. I kælderen giver man en lille en. Den kan så nydes i haven med flere imponerende palmer, ikke mindst viftepalmen, der nær tager hele udsigten.
Notman House bag Haagensens Hus (på toppen af de 99 trin), åben 9-16, $8, tlf. 774-5541. Det højloftede byhus blev bygget til Notman-familien i 1860. Det har været den engelske kirkes kontor og kro. Nu kan man komme og se smukke møbler og kunst på væggene.
Crown House
For enden af de 99 trin omkring lave kongepalmer ligger det første hus, som Peter von Scholten boede i som toldintendant på St. Thomas. Det gule hus er det første eksempel på den ekstravagance, der var så mystisk ved von Scholten, for hvordan havde en tolder råd til så stort et hus. Han havde faktisk heller ikke råd til det, men han fik kongens tilladelse til at få hævet sit huslejetilskud, så det passede med renterne på det lån, han havde taget. Han kunne bare det der. Senere bestilte han dyre møbler i Danmark, og de blev også efterbevilliget. Huset er fredet, men i privat eje, og ejerne tillader ikke besøg. Men man kan sagtens udefra få indtryk af, at det må have været et fedt sted at bo.
Blackbeard´s Castle
Tårnet hed Skytsborg og blev opført i 1679 som vagttårn, så man kunne holde øje med pirater. Men navnet Skytsborg solgte ikke rigtig, da tårnet blev omdannet til hotel, og i stedet opkaldte man det efter piraten Blackbeard. Det er heller ikke den værste pirat, man kunne opkalde det efter, for Edward Teach, som var hans borgerlige navn, boede i byen, da det var en notorisk piratrede. Han kan sagtens have boet her med sine 14 koner. Længere mod øst ligger Bluebeard’s Castle, også en dansk befæstning fra 1600-tallet, der har fået navneforandring for at lyde mere eksotisk. Men det er straks mere problematisk, for der har aldrig eksisteret en Blåskæg.
Cathrineberg
Over byen på Denmark Hill troner Cathrineberg – eller Catharine Berg, som det også kaldes – med øernes flag vajende. Det er US Virgin Islands guvernørs residens, The Little White House, som nogen kalder det. Palæet blev restaureret for et vildt antal dollars, og guvernøren lovede, at der blive adgang for offentligheden, men det er ikke sket endnu. Det kan skyldes, at det er nok blevet lidt for fornemt.
Huset blev opført i 1830 til den danske planter, Hans Henrik Berg, der blev guvernør i 1862, men døde efter kun få måneder på posten. Han ejede fire plantager og havde 400 slaver, bl.a. ejede han Annaberg på St. John. Han boede som mange plantere i Charlotte Amalie for at holde øje med fragt, handel og told, mens han havde folk til at passe plantagen. Han var så rig, at hans lille familie på fire blev opvartet af 13 husnegere. I 1898 blev huset købt af den katolske kirke, der ville indrette hospital, men den fik aldrig råd. Det danske Vestindiske Kompagni købte bygningen i 1918, og gjorde det til residens for kompagniets direktør, som også var konsul. I 1993 købte den lokale regering det danske landemærke.
St. Thomas Reformed Church Crystalgade/Nye Gade
Hollænderne udgjorde i lange perioder den største hvide befolkningsgruppe på øen. De var også de første hvide, der bosatte sig overhovedet. Ni hollandske familier boede her, da danskerne ankom, og de havde allerede i 1660 dannet en menighed, som dermed er øens ældste. De holdt gudstjeneste sammen med danskerne på fortet, indtil de i 1674 byggede deres egen kirke. Den nuværende er fra 1846 opført i nyklassicistisk stil. Det var her, at danskerne samledes 18. februar 1917 til en gudstjenesten, der markerede salget til USA.
Synagogen, Krystal Gade 16, åben ma.-fr. 9.30-16. Rundvisning, se opslagstavle foran.
Synagogen i Charlotte Amalie er en af de ældste på den vestlige halvkugle. Man træder direkte ind på et tykt lag fint hvidt sand, der dækker hele gulvet. Der er to forklaringer: At sandet skal minde om israelernes vandring i ørkenen fra Egypten. Eller: At sandet skal minde om den tid i Europa, da jøderne på grund af forfølgelse måtte samles i kældre med sand på gulvene for at dæmpe lyden. Synagogen har eksisteret på toppen af Krystalgade siden 1796, da menigheden kun bestod af få familier. Siden har der været tre bygninger på stedet, det nuværende gotiske teglstenshus stod færdigt i 1833, da St. Thomas var et kendt fristed for jøder med 64 familier i menigheden. Faren til den verdensberømte maler Pissaro var med til at bygge den. Flere guvernører var jøder, en af de første, Garbriel Milan, er der ingen grund til at prale af, men senere kom der dygtige jøder på posten.
Al interiøret er fra opførelsestidspunktet – undtagen den spanske menorah (lysestage), som er fra før år 1000. De fire ioniske søjler i synagogen, der symboliserer judaismens fire matriarker: Sarah, Rachel, Rebecca og Leah er lavet af afrundede sten, håndlavet i Danmark specielt til denne synagoge.
Synagogen betjener alle jødiske retninger. Man har den oprindelige adskillelse af mænd og kvinder, men bruger den ikke længere. Den første Bar Mitzah i Amerika fandt sted i denne synagoge, 14. oktober 1843.
Menigheden er forsat lille, på skilte i det lille museum bagved, kan man se navnene på dem alle, og et lille lys fortæller, om de har fødselsdag. Navne som Nielsen og Christensen viser noget om tilhørsstedet. Gæster er velkomne ved sabbat fredag 18.30 og lørdag kl. 10.
Området omkring synagogen kaldes i dag Synagogue Hill – i 1800-tallet hed det Skiden Gade, fordi de offentlige lokummer var samlet her.
Dronningens Gade
De elegante og nedkølede smykkeforretninger glimrer side om side, man har vist aldrig set så meget guld på ét strøg. Guld og sølv dominerer Dronningens Gade, men der er et bredt udbud af forretninger. Gadesælgerne råber: Flæskesteg! eller andre kendte retter, når de ser en dansker, for så er vi jo næsten i familie, og der bliver budt hjertelig velkommen. I de smalle stræder er der restauranter i behagelig skygge af de gamle danske pakhuse. Flere stræder er overdækkede forretningsstrøg, blandt andet Royal Dane Mall, smukt indrettet mellem de gamle mure, der er pyntet op med malerier og fotografier fra kolonitiden.
Midt i den moderne virak er der danske fortidslevn: I Hibiscus Alley udstilles en af de skinnevogne, som fragtede varer mellem pakhusene og kajen, hvor de blev lastet på mindre både og roet ud til skibene. I gamle dage var der et omfattende skinnenet i byen, og de små vogn skramlede af sted hele dagen. På nogle af de udendørs vægge kan man finde rester af pakhuse, der stammer fra 1700-tallet. De afslører sig, når kalken falder bort, for så ligner de nærmest kunstværker, bygget af alle mulige slags sten, mursten og koraller, sat sammen med sand og sirup. I Royal Dane Mall er der midtvejs et solursmonument. Det skal minde om en dansk astronomisk ekspedition: Mange kom nemlig for at studere himlen, fordi vejret er så klart.
A.H. Riise Gift & Liquor Store
Flere forretninger i gaden hedder Riise, opkaldt efter den danske handelsmand, A.H. Riise (1810-82). Han var apoteker i byen i 1830‘erne og blev kendt som en af de bedste i Caribien. Rigtig rig blev han, da han fandt på at presse olie af bay-rum træet på St. John. Det lavede han til bay-rum – en hårbalsam og aftershave, som blev en stor succes i Europa. I 1868 vendte han stjernerig hjem til Danmark, men hans navn lever her endnu. Der levede efterkommere af Riise på St. Thomas indtil 2005.
Pisarro Gallery, Dronningens Gade 14.
På første sal blev kunsteren Camille Pissaro født i 1830. Få regner ham i dag for dansker. Han forbindes mere med Frankrig, hvor han blev den franske impressionismes fader, men han var pæredansk til sin død i 1903. Han boede dog kun få år ad gangen på St. Thomas. Som ung var han på kostskole i Frankrig. Han boede her igen fra 1847 til 1852, da han tog til Venezuela sammen med den danske maler, Fritz Melbye. Han var derefter kun kort tid på St. Thomas, indtil han slog sig permanent ned i Frankrig. Han blev nære venner med store navne som van Gogh, Monet og Renoir i 1860‘erne. Pissaro er begravet på Père-Lachaise-kirkegård i Paris. Han er især kendt for sin sætning om maleren van Gogh: Jeg har altid sagt, at van Gogh enten ville blive skør eller bedre end os alle. Jeg anede ikke, at han ville begge dele. Der er planer om at opføre et Pissaro-museum på St. Thomas, indtil videre må man nøjes med mindeopslaget i smøgen. Øverst er der et kunstgalleri med lokale kunstnere.
Enid Baa Library, Dronningens Gade 20.
I en handelsmands byhus har øerne haft senat, men i dag er det øens bibliotek. Der er en gang ind til gården, hvor man tidligere havde køkken og badeværelser.
Rothschild Francis Square, Markedsplads.
Det lokale frugt- og grøntmarked var i 1800-tallet centrum for slavehandel. Her blev afrikanerne sat til skue, og her blev de inspiceret og undersøgt på ydmygende måder. Pladsen hed Cassimir Square – opkaldt efter guvernør Cassimir von Scholten, far til Peter, men den blev i 1946 omdøbt efter en af borgerrettighedsforkæmper. På pladsen var et overdækket marked med et tag fra en gammel jernbanestation, det marked blev i 1984 navngivet Sanderilla Thomas Bungalow efter en kvinde, der havde solgt varer herunder i 53 år. Det er mest kvinder, der sælger her, fredag og lørdag. Pladsen bruges også til forsamlinger, demonstrationer, politiske møder og det årlige Carnival Food Fair. I den gamle bygning på hjørnet med det flotte smedejernsgelænder rundt om første sal over for, er der nu forretning, men i gamle dage var det sæde for Danmarks Nationalbank.
Den Danske Kirkegård, Hospitalsgade
Gå en stille tur her, så får man et godt indtryk af, hvilke danskere der befolkede øerne – og hvor hårdt det var. Alt for mange børnegrave. Og alt for mange unge mænd. Gravstenene blev hugget i Danmark og Norge, og det tog selvfølgelig lang tid fra bestillingen var indgået, til stenen blev leveret. Nationalbankdirektør Haagensen troede sig åbenbart sikker, da han bestilte en samlende gravsten til fire af sine børn, men inden stenen nåede frem, havde han mistet endnu et. Det er så mejslet ind, kan man se. Den danske stat ejer området, så man kan som dansker godt blive begravet her. Det kræver lidt papirarbejde, men i jorden skal man nok komme. Efterspørgslen er dog ret begrænset.
En fond sørger for at vedligeholde kirkegården. Den danske konsul gjort et stort arbejde for at holde forfaldet på afstand, men det er en sisyfos-opgave. Danske bygningshåndværkere har skabt den lille mindelund, hvor man har indmuret en række gravsteder, der tidligere bare lå og flød rundt omkring. Læs mere om de enkelte gravsteder og inskriptionerne på www.dkconsulateusvi.com
(Ifølge indberetning fra læser er kirkegården nu i en meget sølle forfatning, og den er aflåst med kæde.)
Information: Visitors Bureau, Hospitality Lounge, tlf. 774-8784, i Havensight og i lufthavnen
Færge: Fra Charlotte Amalies havnefront (overfor Rolex-huset) til St. John og Tortola. Se under rejseråd.
Busser:Mellem Charlotte Amalie (markedspladsen) og Red Hook ma-fr. 5.30-20 ca. hver time. 3$. Fra havnefront til Bordeaux, 1$. Til lufthavn fra 6-21.30, 75 cent. Vitran Buses tlf. 774-5678. Busser kører fra lufthavn til Charlotte Amalie, gennem byen ud ad Hospitalsgade mod Tutu-forretningscenter, langs kysten til Red Hook. Herfra kører de tilbage over land til Tutu og derefter samme vej tilbage til lufthavnen. Ring, når du skal af, så stopper den prompte. Hvis ringklokken ikke virker, så bank på siden, stamp i gulvet eller bed sidemanden om hjælp. Man kan kun stige på ved stoppesteder, men dem er der flere af.
Taxi: Der er rigeligt med taxier. Prisen regnes pr. person, og taxaen tager flere op på vejen, hvis de skal i samme retning.
Udflugter: Er man med et dansk rejseselskab vil der som regel være tilbud om byvandringer med dansk guide. Der går også guidede ture fra Haagensens Hus med engelsk guide.
Overnatninger:
**** Blackbeard’s Castle Hotel, toppen af de 99 trin, tlf. 776-1234. Det var det oprindelige danske fort, Skytsborg, men der var ikke meget i det for turisterne, derfor gav man det navneforandring. Dejlig pool lige under vagttårnet og skøn udsigt over byen.
*** Windward Passage, Waterfront Highway, tlf. 774-5200. Et af byens største hoteller, lige ud til havnefronten, få minutters gang fra det hele. Velfungerende med en stor gårdhave i midten med forretninger, bar, restaurant og swimmingpool. Få et værelse med udsigt til bugten, og lev med larmen fra vandflyveren.
*** 1829, Government Hill, tlf. 776-1829. Historisk hotel med udsigt over havnen. Verandaen er et yndet vandhul og landemærke for backgammon-spillere fra hele verden. De 13 værelser er små og mørke, dystre, og det skal være for at opleve hotellets atmosfære, ikke for at opleve amerikansk luksus, at man vælger det.
Spisesteder:
De fleste restauranter ligger langs havnefronten, mens der i hovedgaden næsten ingen er. Til gengæld er der flere gode og billige i sidegaderne og op ad bjerget.
//// Herve, Government Hill (nabo til 1829), tlf. 777-9703. En af de fineste gourmet-restauranter på øen med moderne amerikansk, klassikere, fransk og caribisk. Og så har man udsigt over hele Charlotte Amalie.
//// Marisol, Gov´ Hill tlf. 776-1200. Bill Clintons favoritsted, når han er i byen. Hans yndlingsbord er nr. 13. Pragtmad i smukke omgivelser.
// Café Amalia, 24 Palm Passage, tlf. 714 7373. En duft af Spanien med tapas, paella, zarzuela de pescado, costillas og altid paella. Kølig passage, hvor man kan spise frokost udenfor. Hvis det skal gå stærkt, så har de en særlig pita-express-line.
// Cuzzin´s Caribbean Restaurant, Vimmelskaftet 6, tlf. 777 4711. Lokalt sted med autentiske specialiteter og stemning. Øernes egen mad med friske fisk, steak, pasta, supper og sandwiches. En favorit blandt de lokale.
// Friends, Vimmelskaftet 6A. 776-5500. Godt middagssted, men de åbner også til frokost, når de synes. Lokal mad. Der er ikke altid det helt store udvalg, men det, der er, er både godt og billigt.
// Greenhouse, Waterfront. Hipt sted med god mad og gang i den. Næsten altid live musik.
// Tavern on the Waterfront, Waterfront. Ejeren er polsk, men hans køkken er meget amerikansk og godt. Krydret med jazz om fredagen.
/ Lupita Bar, Waterfront, tlf. 775 7050. Mexikansk mad på terrasse ud til kajen. Prøv deres fem forskellige salsas.
/ Bumpa´s, Waterfront, er god til morgenmad og lunch.
/ Prøv mad-vognene, der triller ind i byen om morgenen, som vores pølsemænd. Man går op på bagsmækken og bestiller, maden er lokal og veltilberedt. En stor gang barbeque-kylling med ris, bønner og macaronisalat $9. Der står en over for Fort Christian, så kan man nyde maden i skyggen i Emancipation Park.
Se slideshow fra Charlotte Amalie nederst
Af Kenneth Bo Jørgensen
Det har altid drejet sig om handel og mennesker i Charlotte Amalie. Først handel med mennesker, afrikanere. Siden handel med eksotiske varer. Nu er det handel med luksusvarer.
De gamle pakhuse fra 1700-tallet går lange og lige fra hovedgaden til havnefronten i smalle stræder med navne som General Gade, Brand Stræde, Strand Gade og Gotters Gade. Før var de pakket med sukkertønder, træ, krydderier og tobak – klar til første skib mod Danmark. Pakhusene er stadig proppet, nu med guld, sølv, diamanter, ure, elektronik, sprut og røg. De er blevet til shoppingarkader. Med trængsel og alarm året rundt. Kunderne kommer fra krydstogtskibe, som alle kan anløbe i den dybe havn. Op til otte skibe kan ligge i havn samtidigt, og da de har tusinder af passagerer, bliver byen hver morgen fyldt med mange gange sit eget indbyggertal. Dronningens Gade lukkes af for biler, endags-turisterne fylder den ud, og der er livligt som en lørdag på Strøget. Et festligt leben med gademusikanter, sælgere med blink i øjet, og guider skal have sidste plads fyldt på en rundtur. Sidst på eftermiddagen begynder chaufførerne på de åbne busser at råbe: Back Ship, Back Ship, og med tunge indkøbsposer køres gæsterne til skibene. Der falder ro over byen. Gaderne tilhører nu de lokale og turisterne fra hotellerne. Restauranterne tager så imod i et mere caribisk tempo, steelpans dunker blidt, den sidste larm er fra vandflyveren, der med et drøn plasker hen over bugten på sin aftentur til St. Croix.
Charlotte Amalie er hovedstad for US Virgin Islands, og i villaen Cathrineberg, som man kan se fra alle kanter af byen – højt oppe på Denmark Hill, har guvernøren sin officielle residens. Som disse navne antyder, er danskernes tid ikke gået sporløst hen: Det klassiske Fort Christian, det røde skilderhus i Kongens Gade, de 99 trin af danske mursten. Eller se på afskærmninger, der skal skåne hushjørnerne, det er gamle danske kanonrør med kongeligt monogram. En byvandring er en historiebog.
Byen er formet efter det vulkankrater, den ligger på - hvor den ene side er sunket i havet. Tilbage står den anden stejle side som et amfiteater med havnen som scene. Op ad klippevæggene er hvide huse med røde tage forbundet af et trappesystem på kryds og tværs, så man kan komme fra havnen til boligerne. Jo højere oppe man bor, jo finere, for jo mere lufter det. Danskerne delte byen i tre kvarterer: Kongens, Dronningens og Kronprinsens. Det hedder de stadig. Kongens Kvarter strækker sig i øst fra Bluebeard´s Hill til Commandant Gade. Dronningens Kvarter er den midterste del af byen med alle handelsgaderne, og Kronprinsen Kvarter er den vestlige, mindre fashionable del.
Historie
Oprindelige hed byen Taphus, fordi den primært bestod af værtshuse. Den var stamværtshus for de værste pirater i Caribien (se Historie). Det pyntede lidt på imaget, at den i 1685 blev opkaldt efter Chr. 5s dronning, Charlotte Amalie. Senere blev byen en af Amerikas vigtigste handelsbyer, og i 1830 var den Danmarks største provinsby med 11.000 indbyggere. Den tiltrak mange, fordi man her nød religionsfrihed. Store brande har betydet, at der kun er lidt tilbage fra den ældste tid. I perioden 1804-32 ødelagde seks store brande 2/3 af byen. Derefter gennemførte man et byggeregulativ, så husene skulle bygges af sten i en vis afstand til hinanden. Danskerne byggede meget, men de øvrige folkeslag har også sat deres præg.
Seværdigheder:
Fort Christian
Den blodrøde fæstning med klokketårn er den ældste bygning fra den danske fortid, og det betragtes som kronjuvelen af alle fortidsminder på øerne. Når det ellers har åbent - det har været lykket i årevis på grund af restaurering - rummer et kulturhistorisk museum om kolonitiden. Inden for er en rummelig gård omringet af de fire bastioner med udsigt over havnen. I bastionernes rum er udstillingerne. Begynd fra højre efter indgangen ad hovedporten og se efterladte danske genstande: et barberspejl med Dannebrog, en himmelseng af mahogni og et dansk lokum, der er en guvernør værdig, for det var hans. Og se fangehullet, hvor guvernør-skurken Esmit sad indespærret. På gårdspladsen er der en sukkerkværn, der blev drevet af heste eller okser.
Fortet er opkaldt efter Chr. 5 og bygget fra 1672, ledet af den utrættelige guvernør Dyppel. Oprindeligt var der i midten af gården et højt tårn, hvorfra man kunne holde udkik efter pirater og oprørske slaver. Fortet var i de tidlige år både guvernørbolig, fængsel og auktionsplads for slaver, men også kirke. Dyppel anså kirkegang for så vigtig, at man skulle betale 25 pund tobak i bøde, hvis man skulkede. Både den første reformerte og den første lutheranske kirke på øerne er grundlagt her.
I krisetider skulle alle øens hvide indbyggere overnatte på fortet. To kanonskud var signal om, at alle skulle indfinde sig på borgen, medbringende husdyr, og så blev porten låst til næste morgen. I en snæver vending kunne man huse 500 overnattende gæster, og netop denne tætte overnatningsform slog formentlig flere ihjel, end piraterne ville have gjort. Slaverne fik lov at sove lige uden for porten, så de slap for sygdomme.
Slaveauktioner blev flyttet til markedspladsen, men slaverne kunne hurtigt komme tilbage til fortet, hvis de overtrådte reglerne. Til uhumske huller i kælderen, som man nu kan besøge. Klokketårnet kom på i 1784, det ringede ved vagtskifte kl. 11.30, og så vidste kvinderne på øen, at de godt kunne begynde at lave frokost. Guvernøren var fortets chef, han havde rang af søkaptajn, i velmagtsdagene havde fortet 46 soldater. Efter salget til USA blev fortet politistation og fængsel, og fangehullerne var i brug helt op til 1982.
En stor restaurering er sket i tæt samarbejde med mange danske håndværkere, der er spurgt til råds eller brugt for at gøre det hele efter gamle, danske håndværkertraditioner.
Emancipationspark
Parken er perfekt til et lunch-break. Køb et måltid fra madvognen. Stig op på trinbrættet og bestil. Det bliver hældt op med en slev på en plastikbakke, men det smager fortrinligt. Og så har man fra sin bænk udsigt over fort, havn og folkeliv – trygt overvåget af Kong Chr. 9. (1863-1906), der ser majestætisk ud over parken. Han var den første konge, der forsøgte at sælge øerne, så han er den mest malplacerede regent at placere på så fin en plads. Og der var ikke mange tårer, der faldt, da orkanen Marilyn i 1995 pustede så meget til Christian, at han røg af piedestalen, men nu sidder han der altså igen. Hans søn, Prins Valdemar, var det første medlem af kongehuset, der besøgte øerne. Det skete i 1887.
Tidligere kom borgerskabet i parken om søndagen for at svale sig i pokkenholt-træernes skygge og lytte til koncerter fra danske militærorkestre. Pavillonen bruges stadig til koncerter, og den bruges stadig til officielle åbninger. I denne park fik man i 1848 besked om, at Peter von Scholten havde frigivet slaverne efter oprør på St. Croix. Derfor er der rejst statuen »Freedom« i 1998 i anledning af 150-året for slavernes frigivelse. Motivet er en slave, der blæser til oprør i en konkylie – en tutu. Her er også en kopi af den amerikanske Liberty Bell, der proklamerede USA's løsrivelse fra England, en gave fra Frankrig.
Langs parken ligger en stribe bygninger fra kolonitiden, Grand Galleria med forretninger og et galleri. I parken op til fortet ligger Vendor´s Plaza – ud til Dronningens gade. Under pokkenholt-træerne er der boder hver dag med T-shirts, kunsthåndværk, musik og den slags.
Posthuset
Emancipation Gardens Station hedder posthuset, der er udsmykket med to store malerier med motiver fra øernes historie af Stevan Dohanos (1941). Man kan kigge ind og se dem, uanset om posthuset har åbent. På pladsen foran posthuset er der statuer af helte fra øernes historie. Pladsen fyldes ofte op med steelpanbands, der underholder på travle dage.
Toldbod
Bygningen med smykkeforretningen Little Switzerland var den toldbod, som blandt andre Peter von Scholten var chef for. Uden for er der taxaholdeplads. Sidste bygning i rækken er informationskontor.
Legislature Building
På en lille tange i havnen opførte man i 1874 denne smukke bygning som kaserne for de danske soldater. I italiensk renæssancestil, pistaciegrøn med hvide skodder. Bygningen var også kaserne for amerikanske marinesoldater, i dag huser den øernes senat. På pladsen foran blev Dannebrog strøget for sidste gang i 1917, mens det danske krigsskib Valkyrien lå ude i havnen og saluterede. Soldater fra Danmark og USA stod opmarcheret foran bygningen. På malerier og i guider man høre, at Dannebrog blev taget ned på det sted, hvor der i dag står et springvand. Men flagstangen stod faktisk længere nede ved vandet. Ceremonien er gentaget siden på jubilæumsdage, og den ventes gentaget i 2017 på 100 årsdagen.
Bethania, Norre Gade.
Det første store hus på Nørregade kaldes Bethania. Det er Frederikskirkens menighedshus og bruges til den lutherske menigheds arrangementer. Det blev bygget i 1806 og var indtil 1827 hjem for den rige danske købmand, Jacob Lind. Hans søn Edward blev senere gift med Susan Morse, datter af telegrafens opfinder, Samuel Morse. En oplysning man næppe kan leve uden. Det har både været alderdomshjem og posthus, indtil kirken overtog det.
Frederikskirken Norre Gade.
En majestætisk stentrappe fører op til kirken, der huser den næstældste lutheranske menighed i Amerika. Kom forbi en søndag og mærk bruset, når alle synger med, det kan høres helt ned til fortet. Og bliv, selv om alle begynder at hilse og kramme. Det er ikke tegn på farvel, men en del af gudstjenesten.
Menigheden blev grundlagt på Fort Christian i 1666, men kirken blev først bygget i 1789, finansieret af et lån fra en frineger. Tårnet er fra 1871. Kirken havde én dansk præst, men to menigheder, en hvid og en sort, og der var to gudstjenester, en på dansk og en på kreolsk. Indvendig ser man danske gravsten i mure og gulve. Kun guvernører og præster måtte begraves her, men dem blev der mange af, for de døde så hurtigt. Af ærgrelse over Caribiens skørlevned, sagde man. Flere gange måtte gulvene graves op, så man kunne ommøblere kisterne og give plads til flere. Skibet i kirken er en kopi af skoleskibet Danmark, skænket ved en mindegudstjeneste i 1992 i anledning af 75-året for salget af øerne. Et andet af kirkens klenodier er en sølv-alterkalk fra 1500-tallet. Ved indgangen kan man i gæstebogen se, at dronning Margrethe II var på besøg i 1976.
Læs mere detaljeret om kirken på www.dkconsulateusvi.com
Ad Nørregade ligger der flere bygninger med kolonipræg. Den lille park er opkaldt efter Præsident Franklin D. Roosevelt. Før hed den Kokusparken. Videre ad Nørregade kommer Memorial Moravian Church i nr. 17. Kirken blev opført med frivillig arbejdskraft og indviet i 1884, da Brødremenigheden havde været på øen i 150 år. Den er tegnet af den danske arkitekt Carl Berg, men både klokketårn og orgel er gaver fra Tyskland.
Kongens Gade
Her holdt danske embedsmænd og storkøbmænd til i den senere del af kolonitiden, for her var luft og udsigt over byen. Stadig er det et område, hvor velhavere og magten holder til. Den første bygning på højre hånd i Kongens Gade fra øst (nr. 18) er viceguvernørens residens, og det bliver finere endnu. Men gå først ned ad den lille smøge mod Seven Arches. Smøgen er en del af det gade-system, der blev etableret til slaverne, så de kunne færdes i byen uden at benytte hovedgader mere end højst nødvendigt.
Seven Arches Museum, Knud Hansen Alley, åbner ved henvendelser på tlf. 774-9295.
Et smukt to-etages byhus fra 1700-tallet. Husets kendetegn er de syv gule arkader, der støtter den gæstfri trappe. Mange antikke møbler er udstillet, og fra balkonen er der udsigt over havnen. Huset blev købt i 1986 af et kunstnerpar fra New York, der brugte syv år på at restaurere det, nu bor de der selv. Samtidig forskede de i husets ejere med hjælp fra Rigsarkivet i København. Det viste sig, at huset blev grundlagt i 1600-tallet, og at det i lange perioder var ejet af fri-negere. Man er velkommen til at kigge på ejerens kunstværker, som sælges bag det gamle køkken. Næste nabo er Moron House fra 1800-tallet, men genboen er:
Government House, Kongens Gade, som regel kun adgang i forbindelse med guidede ture.
Den hvide villa i italiensk renæssance med overpyntet støbejernsveranda blev bygget til den danske generalguvernør, da Charlotte Amalie blev hovedstad. Da amerikanerne købte øerne, fortsatte det som kontor og bolig for den amerikanske guvernør. Nu er det kun kontor guvernøren, for privat residerer han på Cathrineberg. Uden for vogter et velholdt dansk skilderhus, en gave fra Dansk Vestindisk Selskab – og en velpudset dansk kanon. Går man op ad den røde løber, kan man spørge vagten, om man må kigge inden for. Det hjælper at tale med tydelig dansk accent. Er man på en guidet byvandring, er chancerne størst, fordi guiderne kender vagterne. Under alle omstændigheder får man kun lov at se foyeren, men det er umagen værd. Her er der tre vægmalerier af kunstneren Pepino Mangravatti. Det ene forestiller Columbus, der ankommer på St. Croix. Det store i midten er en kunstnerisk fortolkning af Transfer Day, 31. marts 1917, og endelig er der en romantisk scene fra dagliglivet i kolonierne. Det kunne være interessant at se, hvad der er bag malerierne. For de er malet oven på gamle danske malerier, bl.a. et af Mor Danmark. På væggen hænger tavler over danske og amerikanske guvernører. Og på den modsatte væg er der et lille stik af dronning Charlotte Amalie. De dokumenter, der overdrog øerne til USA, blev underskrevet på 1. sal i 1917. I det værelse hænger to malerier af den dansk-franske impressionist Camille Pissaro. Det bliver ofte debatteret, hvorfor så vigtige værker holdes hemmelige for borgerne.
I Kongens Gade 23 har Frederikskirkens præst sin embedsbolig. Huset er fra 1725 og et af øens ældste. Boligen i nr. 24-25 er bygget i 1844 og tilhørte direktøren for den dansk-vestindiske bank, i dag er det advokatkontor.
De 99 trin
Masser af trapper løber op og ned ad bjergsiden, men den mest berømte er De 99 trin. Trapperne blev bygget med danske mursten, som skibene havde med som ballast, for det var kun ca. hvert tiende skib fra Danmark, der havde været forbi Afrika efter afrikanere. Resten kom tomme for at hente caribiske herligheder, og de måtte have lasten fyldt med mursten for at ligge stabilt i søen. De 99 trin har egentlig 103 trin fra Kongensgade op til Blackbeard’s Castle. Der er flere steder på vej op, hvor man kan tage en puster og kikke ud over havnen.
Hotel 1829 Kongens Gade 30
Det statelige byhus blev opført i 1829 til købmand Alexander Lavalette. Det er hans initialer, man ser i smedejernet på balkonen. I 1900 blev det hotel, og værelserne har man bevaret næsten, som de så ud dengang. Små og mørke, og dermed også svale i varmen. Restauranten regnes for et af de bedste spisesteder på øen, ikke mindst på grund af den flotte udsigt, som i sig selv er en nydelse.
Haagensens Hus bag Hotel 1829 åben 9-16, entré tlf. 774-5541.
Her boede den danske bankier og entreprenør Hans Haagensen, der kom til St. Thomas som dreng. I 1837 giftede han sig med Sarah Magens - en anden kendt dansk/hollandsk familie - og flyttede ind i dette pragthjem, opført i 1822 af vulkansten. Fornylig restaureret og indrettet med lokale antikviteter. Alt er ikke oprindeligt fra dette hus, men er skaffet fra andre hjem fra samme periode. Ejeren, miss Schulterbrandt, kan føre sin slægt tilbage til slaverne i 1700-tallet. Hun ejer huset, driver museet og giver selv rundvisninger. I stuen er udstillet tryksager, kort fra øens historie og kunsthåndværk, men nyd også udsigten over havnen fra den brede veranda. I kælderen giver man en lille en. Den kan så nydes i haven med flere imponerende palmer, ikke mindst viftepalmen, der nær tager hele udsigten.
Notman House bag Haagensens Hus (på toppen af de 99 trin), åben 9-16, $8, tlf. 774-5541. Det højloftede byhus blev bygget til Notman-familien i 1860. Det har været den engelske kirkes kontor og kro. Nu kan man komme og se smukke møbler og kunst på væggene.
Crown House
For enden af de 99 trin omkring lave kongepalmer ligger det første hus, som Peter von Scholten boede i som toldintendant på St. Thomas. Det gule hus er det første eksempel på den ekstravagance, der var så mystisk ved von Scholten, for hvordan havde en tolder råd til så stort et hus. Han havde faktisk heller ikke råd til det, men han fik kongens tilladelse til at få hævet sit huslejetilskud, så det passede med renterne på det lån, han havde taget. Han kunne bare det der. Senere bestilte han dyre møbler i Danmark, og de blev også efterbevilliget. Huset er fredet, men i privat eje, og ejerne tillader ikke besøg. Men man kan sagtens udefra få indtryk af, at det må have været et fedt sted at bo.
Blackbeard´s Castle
Tårnet hed Skytsborg og blev opført i 1679 som vagttårn, så man kunne holde øje med pirater. Men navnet Skytsborg solgte ikke rigtig, da tårnet blev omdannet til hotel, og i stedet opkaldte man det efter piraten Blackbeard. Det er heller ikke den værste pirat, man kunne opkalde det efter, for Edward Teach, som var hans borgerlige navn, boede i byen, da det var en notorisk piratrede. Han kan sagtens have boet her med sine 14 koner. Længere mod øst ligger Bluebeard’s Castle, også en dansk befæstning fra 1600-tallet, der har fået navneforandring for at lyde mere eksotisk. Men det er straks mere problematisk, for der har aldrig eksisteret en Blåskæg.
Cathrineberg
Over byen på Denmark Hill troner Cathrineberg – eller Catharine Berg, som det også kaldes – med øernes flag vajende. Det er US Virgin Islands guvernørs residens, The Little White House, som nogen kalder det. Palæet blev restaureret for et vildt antal dollars, og guvernøren lovede, at der blive adgang for offentligheden, men det er ikke sket endnu. Det kan skyldes, at det er nok blevet lidt for fornemt.
Huset blev opført i 1830 til den danske planter, Hans Henrik Berg, der blev guvernør i 1862, men døde efter kun få måneder på posten. Han ejede fire plantager og havde 400 slaver, bl.a. ejede han Annaberg på St. John. Han boede som mange plantere i Charlotte Amalie for at holde øje med fragt, handel og told, mens han havde folk til at passe plantagen. Han var så rig, at hans lille familie på fire blev opvartet af 13 husnegere. I 1898 blev huset købt af den katolske kirke, der ville indrette hospital, men den fik aldrig råd. Det danske Vestindiske Kompagni købte bygningen i 1918, og gjorde det til residens for kompagniets direktør, som også var konsul. I 1993 købte den lokale regering det danske landemærke.
St. Thomas Reformed Church Crystalgade/Nye Gade
Hollænderne udgjorde i lange perioder den største hvide befolkningsgruppe på øen. De var også de første hvide, der bosatte sig overhovedet. Ni hollandske familier boede her, da danskerne ankom, og de havde allerede i 1660 dannet en menighed, som dermed er øens ældste. De holdt gudstjeneste sammen med danskerne på fortet, indtil de i 1674 byggede deres egen kirke. Den nuværende er fra 1846 opført i nyklassicistisk stil. Det var her, at danskerne samledes 18. februar 1917 til en gudstjenesten, der markerede salget til USA.
Synagogen, Krystal Gade 16, åben ma.-fr. 9.30-16. Rundvisning, se opslagstavle foran.
Synagogen i Charlotte Amalie er en af de ældste på den vestlige halvkugle. Man træder direkte ind på et tykt lag fint hvidt sand, der dækker hele gulvet. Der er to forklaringer: At sandet skal minde om israelernes vandring i ørkenen fra Egypten. Eller: At sandet skal minde om den tid i Europa, da jøderne på grund af forfølgelse måtte samles i kældre med sand på gulvene for at dæmpe lyden. Synagogen har eksisteret på toppen af Krystalgade siden 1796, da menigheden kun bestod af få familier. Siden har der været tre bygninger på stedet, det nuværende gotiske teglstenshus stod færdigt i 1833, da St. Thomas var et kendt fristed for jøder med 64 familier i menigheden. Faren til den verdensberømte maler Pissaro var med til at bygge den. Flere guvernører var jøder, en af de første, Garbriel Milan, er der ingen grund til at prale af, men senere kom der dygtige jøder på posten.
Al interiøret er fra opførelsestidspunktet – undtagen den spanske menorah (lysestage), som er fra før år 1000. De fire ioniske søjler i synagogen, der symboliserer judaismens fire matriarker: Sarah, Rachel, Rebecca og Leah er lavet af afrundede sten, håndlavet i Danmark specielt til denne synagoge.
Synagogen betjener alle jødiske retninger. Man har den oprindelige adskillelse af mænd og kvinder, men bruger den ikke længere. Den første Bar Mitzah i Amerika fandt sted i denne synagoge, 14. oktober 1843.
Menigheden er forsat lille, på skilte i det lille museum bagved, kan man se navnene på dem alle, og et lille lys fortæller, om de har fødselsdag. Navne som Nielsen og Christensen viser noget om tilhørsstedet. Gæster er velkomne ved sabbat fredag 18.30 og lørdag kl. 10.
Området omkring synagogen kaldes i dag Synagogue Hill – i 1800-tallet hed det Skiden Gade, fordi de offentlige lokummer var samlet her.
Dronningens Gade
De elegante og nedkølede smykkeforretninger glimrer side om side, man har vist aldrig set så meget guld på ét strøg. Guld og sølv dominerer Dronningens Gade, men der er et bredt udbud af forretninger. Gadesælgerne råber: Flæskesteg! eller andre kendte retter, når de ser en dansker, for så er vi jo næsten i familie, og der bliver budt hjertelig velkommen. I de smalle stræder er der restauranter i behagelig skygge af de gamle danske pakhuse. Flere stræder er overdækkede forretningsstrøg, blandt andet Royal Dane Mall, smukt indrettet mellem de gamle mure, der er pyntet op med malerier og fotografier fra kolonitiden.
Midt i den moderne virak er der danske fortidslevn: I Hibiscus Alley udstilles en af de skinnevogne, som fragtede varer mellem pakhusene og kajen, hvor de blev lastet på mindre både og roet ud til skibene. I gamle dage var der et omfattende skinnenet i byen, og de små vogn skramlede af sted hele dagen. På nogle af de udendørs vægge kan man finde rester af pakhuse, der stammer fra 1700-tallet. De afslører sig, når kalken falder bort, for så ligner de nærmest kunstværker, bygget af alle mulige slags sten, mursten og koraller, sat sammen med sand og sirup. I Royal Dane Mall er der midtvejs et solursmonument. Det skal minde om en dansk astronomisk ekspedition: Mange kom nemlig for at studere himlen, fordi vejret er så klart.
A.H. Riise Gift & Liquor Store
Flere forretninger i gaden hedder Riise, opkaldt efter den danske handelsmand, A.H. Riise (1810-82). Han var apoteker i byen i 1830‘erne og blev kendt som en af de bedste i Caribien. Rigtig rig blev han, da han fandt på at presse olie af bay-rum træet på St. John. Det lavede han til bay-rum – en hårbalsam og aftershave, som blev en stor succes i Europa. I 1868 vendte han stjernerig hjem til Danmark, men hans navn lever her endnu. Der levede efterkommere af Riise på St. Thomas indtil 2005.
Pisarro Gallery, Dronningens Gade 14.
På første sal blev kunsteren Camille Pissaro født i 1830. Få regner ham i dag for dansker. Han forbindes mere med Frankrig, hvor han blev den franske impressionismes fader, men han var pæredansk til sin død i 1903. Han boede dog kun få år ad gangen på St. Thomas. Som ung var han på kostskole i Frankrig. Han boede her igen fra 1847 til 1852, da han tog til Venezuela sammen med den danske maler, Fritz Melbye. Han var derefter kun kort tid på St. Thomas, indtil han slog sig permanent ned i Frankrig. Han blev nære venner med store navne som van Gogh, Monet og Renoir i 1860‘erne. Pissaro er begravet på Père-Lachaise-kirkegård i Paris. Han er især kendt for sin sætning om maleren van Gogh: Jeg har altid sagt, at van Gogh enten ville blive skør eller bedre end os alle. Jeg anede ikke, at han ville begge dele. Der er planer om at opføre et Pissaro-museum på St. Thomas, indtil videre må man nøjes med mindeopslaget i smøgen. Øverst er der et kunstgalleri med lokale kunstnere.
Enid Baa Library, Dronningens Gade 20.
I en handelsmands byhus har øerne haft senat, men i dag er det øens bibliotek. Der er en gang ind til gården, hvor man tidligere havde køkken og badeværelser.
Rothschild Francis Square, Markedsplads.
Det lokale frugt- og grøntmarked var i 1800-tallet centrum for slavehandel. Her blev afrikanerne sat til skue, og her blev de inspiceret og undersøgt på ydmygende måder. Pladsen hed Cassimir Square – opkaldt efter guvernør Cassimir von Scholten, far til Peter, men den blev i 1946 omdøbt efter en af borgerrettighedsforkæmper. På pladsen var et overdækket marked med et tag fra en gammel jernbanestation, det marked blev i 1984 navngivet Sanderilla Thomas Bungalow efter en kvinde, der havde solgt varer herunder i 53 år. Det er mest kvinder, der sælger her, fredag og lørdag. Pladsen bruges også til forsamlinger, demonstrationer, politiske møder og det årlige Carnival Food Fair. I den gamle bygning på hjørnet med det flotte smedejernsgelænder rundt om første sal over for, er der nu forretning, men i gamle dage var det sæde for Danmarks Nationalbank.
Den Danske Kirkegård, Hospitalsgade
Gå en stille tur her, så får man et godt indtryk af, hvilke danskere der befolkede øerne – og hvor hårdt det var. Alt for mange børnegrave. Og alt for mange unge mænd. Gravstenene blev hugget i Danmark og Norge, og det tog selvfølgelig lang tid fra bestillingen var indgået, til stenen blev leveret. Nationalbankdirektør Haagensen troede sig åbenbart sikker, da han bestilte en samlende gravsten til fire af sine børn, men inden stenen nåede frem, havde han mistet endnu et. Det er så mejslet ind, kan man se. Den danske stat ejer området, så man kan som dansker godt blive begravet her. Det kræver lidt papirarbejde, men i jorden skal man nok komme. Efterspørgslen er dog ret begrænset.
En fond sørger for at vedligeholde kirkegården. Den danske konsul gjort et stort arbejde for at holde forfaldet på afstand, men det er en sisyfos-opgave. Danske bygningshåndværkere har skabt den lille mindelund, hvor man har indmuret en række gravsteder, der tidligere bare lå og flød rundt omkring. Læs mere om de enkelte gravsteder og inskriptionerne på www.dkconsulateusvi.com
(Ifølge indberetning fra læser er kirkegården nu i en meget sølle forfatning, og den er aflåst med kæde.)
Information: Visitors Bureau, Hospitality Lounge, tlf. 774-8784, i Havensight og i lufthavnen
Færge: Fra Charlotte Amalies havnefront (overfor Rolex-huset) til St. John og Tortola. Se under rejseråd.
Busser:Mellem Charlotte Amalie (markedspladsen) og Red Hook ma-fr. 5.30-20 ca. hver time. 3$. Fra havnefront til Bordeaux, 1$. Til lufthavn fra 6-21.30, 75 cent. Vitran Buses tlf. 774-5678. Busser kører fra lufthavn til Charlotte Amalie, gennem byen ud ad Hospitalsgade mod Tutu-forretningscenter, langs kysten til Red Hook. Herfra kører de tilbage over land til Tutu og derefter samme vej tilbage til lufthavnen. Ring, når du skal af, så stopper den prompte. Hvis ringklokken ikke virker, så bank på siden, stamp i gulvet eller bed sidemanden om hjælp. Man kan kun stige på ved stoppesteder, men dem er der flere af.
Taxi: Der er rigeligt med taxier. Prisen regnes pr. person, og taxaen tager flere op på vejen, hvis de skal i samme retning.
Udflugter: Er man med et dansk rejseselskab vil der som regel være tilbud om byvandringer med dansk guide. Der går også guidede ture fra Haagensens Hus med engelsk guide.
Overnatninger:
**** Blackbeard’s Castle Hotel, toppen af de 99 trin, tlf. 776-1234. Det var det oprindelige danske fort, Skytsborg, men der var ikke meget i det for turisterne, derfor gav man det navneforandring. Dejlig pool lige under vagttårnet og skøn udsigt over byen.
*** Windward Passage, Waterfront Highway, tlf. 774-5200. Et af byens største hoteller, lige ud til havnefronten, få minutters gang fra det hele. Velfungerende med en stor gårdhave i midten med forretninger, bar, restaurant og swimmingpool. Få et værelse med udsigt til bugten, og lev med larmen fra vandflyveren.
*** 1829, Government Hill, tlf. 776-1829. Historisk hotel med udsigt over havnen. Verandaen er et yndet vandhul og landemærke for backgammon-spillere fra hele verden. De 13 værelser er små og mørke, dystre, og det skal være for at opleve hotellets atmosfære, ikke for at opleve amerikansk luksus, at man vælger det.
Spisesteder:
De fleste restauranter ligger langs havnefronten, mens der i hovedgaden næsten ingen er. Til gengæld er der flere gode og billige i sidegaderne og op ad bjerget.
//// Herve, Government Hill (nabo til 1829), tlf. 777-9703. En af de fineste gourmet-restauranter på øen med moderne amerikansk, klassikere, fransk og caribisk. Og så har man udsigt over hele Charlotte Amalie.
//// Marisol, Gov´ Hill tlf. 776-1200. Bill Clintons favoritsted, når han er i byen. Hans yndlingsbord er nr. 13. Pragtmad i smukke omgivelser.
// Café Amalia, 24 Palm Passage, tlf. 714 7373. En duft af Spanien med tapas, paella, zarzuela de pescado, costillas og altid paella. Kølig passage, hvor man kan spise frokost udenfor. Hvis det skal gå stærkt, så har de en særlig pita-express-line.
// Cuzzin´s Caribbean Restaurant, Vimmelskaftet 6, tlf. 777 4711. Lokalt sted med autentiske specialiteter og stemning. Øernes egen mad med friske fisk, steak, pasta, supper og sandwiches. En favorit blandt de lokale.
// Friends, Vimmelskaftet 6A. 776-5500. Godt middagssted, men de åbner også til frokost, når de synes. Lokal mad. Der er ikke altid det helt store udvalg, men det, der er, er både godt og billigt.
// Greenhouse, Waterfront. Hipt sted med god mad og gang i den. Næsten altid live musik.
// Tavern on the Waterfront, Waterfront. Ejeren er polsk, men hans køkken er meget amerikansk og godt. Krydret med jazz om fredagen.
/ Lupita Bar, Waterfront, tlf. 775 7050. Mexikansk mad på terrasse ud til kajen. Prøv deres fem forskellige salsas.
/ Bumpa´s, Waterfront, er god til morgenmad og lunch.
/ Prøv mad-vognene, der triller ind i byen om morgenen, som vores pølsemænd. Man går op på bagsmækken og bestiller, maden er lokal og veltilberedt. En stor gang barbeque-kylling med ris, bønner og macaronisalat $9. Der står en over for Fort Christian, så kan man nyde maden i skyggen i Emancipation Park.